Ubisoft lover at vise Far Cry 6 afviklet på last gen-konsoller før udgivelse

Kan du huske da CD Projekt Red viste masserne hvordan Cyberpunk 2077 ville tage sig ud på PlayStation 4 og Xbox One? Nej, det kan vi heller ikke, og det er sandsynligvis fordi det aldrig skete. Spillet blev udgivet til ganske pæne anmeldelser af PC-versionen, som var den eneste anmeldere havde fået adgang til. De efterfølgende reaktioner omkring det spil som PlayStation 4- og Xbox One-ejere havde i hænderne, var dog en ganske anden. Spillet blev sablet ned, i en sådan grad, at nogle mennesker helt venter med at spille, til det har fået sin deciderede next gen-optimering.

Noget tyder på at Ubisoft er meget bekendte med den fadæse, og ikke har intentioner om at lade den gentage sig for Far Cry 6, som blev fremvist for første gang før weekenden.

I et interview med VideoGamesChronicle fortæller lead gameplay designer, David Grivel, at der er et stort fokus på at få Far Cry 6 til at blive afviklet så stærkt som muligt på tværs af platforme. Grivel lover endda, at spillet vil blive fremvist på flere platforme i løbet af de kommende uger og måneder:

“As we go in the next few weeks and months, we’ll definitely start showing more on different platforms.”

I interviewet kan Grivel også fortælle, at spillet i sin nuværende tilstand kører fint på både forrige og nuværende konsolgeneration. Han virker i hvert fald ikke bekymret for, at spillet vil lide samme skæbne, som det var tilfældet med Cyberpunk 2077.

Han smider dog også en lækker bemærkning ind, om at Far Cry 6 på PlayStation 5 og Xbox Series X bliver afviklet i 4K-opløsning med en framerate på 60 billeder i sekundet. Der bør altså derfor ikke herske tvivl om, at når det angår konsollerne, så har den nye generation et væsentligt overtag.

Lad os dog alligevel håbe, at dem der må samle spillet op til PlayStation 4 eller Xbox One, ikke får en alt for skrabet oplevelse, når Far Cry 6 udkommer den 7. oktober 2021.