To ekstra spil finder vej til Blizzard Arcade Collection

Blizzard Arcade Collection indeholder allerede tre glimrende klassikere i form af Lost Vikings, Rock N Roll Racing og Blackthorne. Samlingen blev udgivet for knap to måneder siden, men i dag er en gratis patch tilgængelig, som tilføjer yderligere to spil.

I denne omgang er der tale om Lost Vikings 2 og RPM Racing, som altså er frit tilgængelige, for alle der allerede har købt Blizzard Arcade Collection. Nye købere får naturligvis også spillene med, hvis man investerer i dag.

Dertil er der også inkluderet et Design Documents Gallery i pakkens Museum. Disse giver et indblik i udviklingsprocessen, fra dengang spillene oprindeligt skulle udgives. En Streamer Mode er også tilføjet til Rock N Roll Racing, sammen med local multiplayer for op til fire spillere. Man kan derfor nu streame spillet til lyden af midi-versioner af soundtracket.

Blizzard Arcade Collection er tilgængelig på PC via Battle.net, Xbox One, PlayStation 4 og Nintendo Switch.