The Witcher III: Wild Hunt på next-gen gør brug af fan-mods

The Witcher 3: Wild Hunt kan med rette omtales som polske CD Projekt Reds mest anerkendte udgivelse. Jo jo, Cyberpunk 2077 er da en kommerciel succes, men spillet halter altså stadig, og jeg venter med at afgive min dom over spillet, indtil det er ordentligt optimeret til en next-gen-konsol.

I mellemtiden kan det jo være, at The Witcher 3: Wild Hunt når at få sin udgivelse på PlayStation 5 og Xbox Series X. Når det gør det, lader det til at optimeringen bliver udviklet med hjælp fra spillets base af dedikerede moddere. Ifølge en artikel fra Kotaku, så har CD Projekt Red taget kontakt til nogle af dem, der har bidraget med grafiske optimeringer til spillet via mods.

Helt specifikt nævner Kotaku, at manden bag The Witcher 3 HD Reworked-mod’en, Halk Hogan, netop er blevet direkte kontaktet, med henblik på at bidrage til next-gen-versionen af The Witcher 3. At dømme ud fra følgende udtalelse fra CDPR, så er han heller ikke den eneste:

“In addition to our own development efforts on the upcoming next-gen version of The Witcher 3: Wild Hunt for Xbox Series X|S, PlayStation 5 and PC, we are also in talks with creators of various mods for the 2015 release of the game.”

Intet er skrevet i sten, da der officielt ikke er indgået reelle aftaler, men alene det at CDPR rækker ud på den måde, viser at de ønsker det bedste for den udgivelse. Det er måske også forståeligt nok, når de nu fik trådt så forkert med Cyberpunk 2077.