The Last of Us Part II er det mest tilgængelige spil for synshæmmede

Ikke alle mennesker er lige velsignede, når det kommer til hvor velfungerende syn man har. Jeg er særdeles priviligeret, ved hverken at bruge briller, kontaktlinser eller lignende præparater i min hverdag. Hvis genetik har noget at sige, så skal jeg dog ikke kigge på mange af mine familiemedlemmer, før jeg nok må forberede mig på, at et par briller bliver nødvendige for mig.

Den tid den sorg.

Når snakken falder på computerspil, kan udfordringerne til gengæld blive overvældende, når et givent spil ikke tager højde for, at interesserede købere kan døje med nedsat syn, farveblindhed, lysfølsomhed og lignende skavanker. Der er kommet lidt fokus på det i løbet af de sidste par år, men der er stadig lang vej endnu.

Den britiske onlineforhandler af kontaktlinser, Lenstore, har nu undersøgt et bredt udvalg af de mest populære (baseret på Meta-score fra Metacritic) moderne PC- og konsolspil, og har ud fra en videnskabelig metode vurderet, at det spil som er bedst til at tage højde for synshæmmede gamere, er sidste års The Last of Us Part II fra Naughty Dog.

Naughty Dog har gjort alt hvad de kunne, for at gøre The Last of Us Part II så tilgængeligt som muligt for synshæmmede.

Lenstore har målt på forskellige parametre, som for eksempel muligheden for at justere kontrast, ændre skriftstørrelse, tilpasning af heads up display (HUD) og mere til. Med samtlige opsatte kriterier, scorer The Last of Us Part II altså en perfekt karakter på 10 ud af 10 mulige, mens andenpladsen indtages af World of Warcraft. Cyberpunk 2077 nævnes også ved navn, som et spil der ville have klaret sig godt i testen, men som ikke officielt er inkluderet, grundet en “lav” Meta-score på 85 ud af 100 for PC-versionen.

Det bemærkes især, at colour deficiency support, altså støtte til farveblindhed, er noget som ikke prioriteres særlig højt, i mange af de mest populære spil. Dertil mener Lenstore, at muligheden for at ændre skriftstørrelse og justere sit HUD bør være standard for alle spil. Kan en udvikler dertil også inkludere en text to speech-funktion, er man allerede ret godt på vej.

Forhåbentlig kan denne undersøgelse ruske lidt i udviklere, så endnu flere kan inkluderes i gamingverdenen.

Undersøgelsen viser også de brætspil, som er mest tilgængelige for synshæmmede, og ikke overraskende er det ikonisk sort/hvide Skak den helt store vinder her.