The Ascent klar til Xbox og PC den 29. juli

Det er længe siden jeg har nydt en god top downshooter, men The Ascent fra det svenske indie-studie Neon Giant ligner noget jeg vil bryde mig rigtig godt om. Og hvorfor skulle dette så være noget særligt? Tja, Neon Giant består af sølle 12 mennesker, som inkluderer veteraner med Gears of War, Bulletstorm og Wolfenstein i bagagen.

Derfor!

The Ascent byder på single player og co-op for op til fire spillere, i et cyberpunk-univers hvor megafirmaet The Ascent Group ejer alt og alle inklusive deres mødre. Virksomheden er dog kollapset, og nu handler det om at overleve blandt kriminelle, konkurrerende firmaers vold og en generel panisk stemning.

The Ascent vil byde på RPG-mekanikker, som skal sørge for at man kan justere sin spilbare figur efter eget ønske. Områder vil have flere højdeniveauer, som kan skabe både fordele og ulemper for hvem end der angriber og forsvarer. En double-aim-mekanik vil udnytte hele skærmen, så man kan skyde på flere fjender samtidigt.

På Xbox Series X loves en afvikling med solide 60 billeder i sekundet og en skarp 4K-opløsning. Samme detaljer er desværre ikke oplyst omkring afvikling på Xbox One.

The Ascent udkommer den 29. juli 2021 til PC, Xbox One og Xbox Series X|S. Har du et Xbox Game Pass-medlemsskab, er spillet tilgængeligt på den service fra samme dag.