Square Enix hopper med på bølgen af videopræsentationer i næste uge

Nintendo og PlayStation har efterhånden fået godt styr på, hvordan man laver en videopræsentation af kommende spil. I næste uge vil Square Enix prøve kræfter med samme koncept, i en præsentation de har døbt “Square Enix Presents”. Den vil løbe af stablen torsdag den 18. marts kl. 19:00 dansk tid.

Præsentationen vil vare omkring 40 minutter, og Square Enix har allerede annonceret nogle af de spil, som de agter at præsentere. Blandt overskrifterne finder vi blandt andet en verdenspremiere på næste kapitel af Life is Strange, hvor en ny protagonist med dertilhørende superkræft vil blive vist frem. Outriders og Balan Wonderworld er under en måned fra udgivelse, og disse får også en sidste præsentation, inden de slippes løs blandt gamerne.

Tredje Life is Strange-spil får en præsentation på torsdag.

Tomb Raider nævnes også som et spil der får opmærksomhed ved Square Enix Presents. Mon ikke det har noget med en samlet trilogi at gøre. Marvel’s Avengers er også på plakaten, og her får vi indblik i nogle af de nyeste tilføjelser til spillet.

Just Cause Mobile kan måske få pulsen op hos dem der vil have gamingunderholdning på farten. Dette følges op af nye spil til mobiler, og så kommer der også et indblik i hvad Square Enix’ søsterselskab Taiko har i støbeskeen.

Square Enix kalder ovenstående for et sneak peek, så det kan være der også venter et par overraskelser. Vi finder ud af det torsdag den 18. marts kl. 19:00, når Square Enix Presents løber af stablen. Du kan se med direkte hos Square Enix, på YouTube eller Twitch.

Du kan læse mere om begivenheden på Square Enix’ site.