Sonys nye ide til en VR-controller er en (tjekker noter)… Øh, banan?

Virtual Reality er tydeligvis ikke på vej ud i kulden, og producenter forsøger stadig at innovere på platformen. Seneste bud kommer fra Sony, som allerede har annonceret, at de er ved at udvikle næste generation af PlayStation VR. I den forbindelse har Sony vakt opsigt, ved at have søgt et patent, til en ny måde at spille med motion controls. Hvis Sony slipper helskindet igennem denne udviklingsproces, så vil du kunne spille PlayStation VR-titler med en banan. Ja, sådan en som du kan finde ude i din frugtskål.

Uden at gøre det alt for teknisk, så går patentet ud på, at et PlayStation-kamera skal kunne registrere et objekt i hænderne på en spiller, og få dette til at fungere som en controller. En banan er brugt som eksempel, men det kan i princippet også være en kaffekop, en kuglepen, appelsiner eller noget helt fjerde … eller femte.

Udover at kunne svinge en banan rundt i stuen, snakker patentet også om at kunne lave virtuelle knapper på objektet. Dette kan foregå via et kamera på fronten af et VR-headset. Dette skal kunne registrere objektets form, spillerens fingres placering og dertilhørende input.

Det er som sagt blot et patent, og altså ikke en officiel annoncering af fremtiden for Virtual Reality på PlayStation. Konceptet er hamrende spændende, men jeg har allerede tvivlsomme billeder i hovedet for hvordan ideen skal markedsføres.

Der er flere detaljer at finde hos gamesindustry.biz, hvor du også finder koncepttegninger til en mere traditionel VR-controller. Jeg kan dog ikke lade være med at stjæle, oversætte og omformulere den sætning, som GI.biz-skribenten Brendan Sinclair bruger i artiklen (gør klar til latterbrøl):

Det skal blive spændende at se om patentet vil bære frugt.

Tagged with: