Serious Sam 2 får kæmpe opdatering 15 år efter sin udgivelse

Nogle spil har så dedikerede fanbaser, at de bare ikke er i stand til at gå i glemmebogen. Et af de spil er (åbenbart) Serious Sam 2, som netop har fået sig en kæmpe opdatering på Steam. Den såkaldte Update 2.90 er tilgængelig nu, og den indeholder adskillige quality of life-forbedringer, såvel som nye våben, multiplayer-baner, dual wielding og mere til.

Det er ikke engang spillets oprindelige udviklerhold hos Croteam, som står bag arbejdet. Det er derimod enmandshæren Nathan “DwK” Brown, som allernådigst spurgte Croteam, om ikke han måtte give Serious Sam 2 en overhaling. Det kunne de slet ikke sige nej til.

Den kroatiske udvikler skriver således på Serious Sam 2’s Steam-side:

“… In the meantime, we have released a bunch of games, but Serious Sam 2 was always creeping in the darkest corners of our minds. So much so that when the ol’ Nate, aka Nathan Brown, aka DwK, mentioned how he’d love to give Serious Sam 2 another chance, we jumped right onto the hype train.”

DwK blev, som den første i Croteams historie, ansat på baggrund af sit arbejde med mods til spillet for 10 år siden. Han var dengang en fremtrædende bidragsyder til spillets community, før han altså fik en reel ansættelse, hvor han fik mulighed for at medvirke på udviklingen af både Serious Sam 3 og 4.

Ejer du ikke allerede Serious Sam 2, så er spillet tilfældigvis tilgængeligt til en virkelig skarp pris på blot €1.99 på Steam lige nu.