Sådan kan konsollerne afvikle Resident Evil Village – med og uden ray tracing

PC-gamere har allerede fundet ud af, hvad der forlanges af deres maskiner, såfremt de ønsker at spille Resident Evil Village. På lidt omvendt maner, så kan konsolspillere nu se hvad de kan forlange af selve spillet, afhængigt af hvilken konsol de kommer til at afvikle spillet på.

Capcom har udgivet et ganske overskueligt skema på spillets hjemmeside, som altså viser den mulige opløsning og framerate for hver konsol, samt hvilken indflydelse det har på oplevelsen, hvis man ønsker at spille med Ray Tracing slået til:

Ifølge skemaet kan PlayStation 5 og Xbox Series afvikle Resident Evil Village fuldstændig ens, med 4K-opløsning, HDR og 60 billeder i sekundet. Vil man have Ray Tracing-effekter med, skaleres spillets framerate dog ned til 45 billeder i sekundet. PlayStation 4 Pro og Xbox One X har også identisk performance, med 1080p-opløsning og 60 billeder i sekundet, med mindre man vælger “high resolution”, hvor spillet da kan afvikles med 4K/HDR og 30 billeder i sekundet.

Xbox Series S er lidt af en joker i dette billede, da den ingen mulighed har for at afvikle Resident Evil Village med 60 billeder i sekundet. Den kan blot yde 1440p/HDR med 45 billeder i sekundet, medmindre man tilvælger Ray Tracing, hvor spillet sløves ned til blot 30 billeder i sekundet.

Sidder man med en basis PlayStation 4 eller Xbox One, kan begge konsoller blot præstere en 900p-opløsning. Til gengæld tilbyder PlayStation 4 at afvikle med 45 billeder i sekundet, hvor Xbox One halter et stykke efter med sølle 30 billeder i sekundet.

Selvom Stadia må betragtes som en ganske anden platform end de to andre konsoller, så lader det dog til at være en ganske hæderlige version disse spillere får adgang til. Her kan man enten spille i 1080p eller en opskaleret 4K-opløsning – begge med 60 billeder i sekundet.

Resident Evil Village udkommer altså til samtlige ovennævnte konsoller, og naturligvis også til PC, den 7. maj 2021.