Rockstar Games åbner pladeselskabet CircoLoco Records

Man fristes til at tro, at CircoLoco Records er titlen på en kommende udvidelse til GTA Online. Sagen er dog den, at Rockstar Games rent faktisk har valgt at åbne et pladeselskab med dette navn, og det bliver gjort i samarbejde med CircoLoco, hvis brand primært associeres med populære EDM-fester.

Pladeselskabet vil da også netop fokusere på de elektroniske genrer, som har dannet lydbillede til de aktiviteter CircoLoco er kendt for. Lad mig i øvrigt lige understrege, at når jeg skriver “hvad CircoLoco er kendt for”, så tager jeg udelukkende udgangspunkt i den pressemeddelelse vi har fået her til eftermiddag; jeg har nemlig aldrig hørt om CircoLoco før.

Om det er fordi jeg er helt og aldeles uoplyst, eller om jeg må erkende at min alder og musiksmag ikke falder indenfor CircoLoco-segmentet, skal jeg dog ikke gøre mig klog på.

Pressemeddelelsen smider da også en masse navne af sig, hvoraf jeg kan genkende præcis nul af dem. Hvis du er mere vidende om genren end mig, så kan det dog være du løfter øjenbrynene, når du ser de navne der vil pryde selskabets første EP-udgivelse:

“The first EP, Monday Dreamin’ Blue EP, will kick things off on June 4th featuring new tracks from Sama’ Abdulhadi, Kerri Chandler, Rampa, and Seth Troxler alongside a new Dixon remix of Deichkind’s “Autonom.””

Du kan læse om CircoLoco Records og se endnu flere artister som vil blive repræsenteret herigennem på Rockstar Games’ site.