Riot Games optager Voice chat i Valorant for at komme af med chikanerende spillere

At gamere kan være modbydelige at høre på i et hektisk onlinespil, er bestemt ikke noget nyt. Et væld af onlinespil døjer med såkaldte “toxic communities“, hvor racisme, sexisme, chikane og andre verbale vederstyggeligheder trives bedre end hvad de burde. Adskillige udviklere forsøger at komme den slags til livs, og Riot Games tager nu et nyt middel i brug, i forbindelse med deres Valorant.

I fredags meldte udvikleren ud på sin hjemmeside, at de vil opdatere brugerbetingelserne for Valorant, så man fremover skal sige god for, at ens stemme kan blive optaget under voice chat. Dette er med henblik på at få fjernet de spillere, som smider om sig med skældsord, trusler, chikane og hvad der eller må være af utilstedelig opførsel.

Der er naturligvis en nem måde at omgå dette på, hvilket er ved slet ikke at benytte voice chat i spillet. Riot Games understreger dog i opslaget, at formålet ikke er at holde øje med live-sessioner, men kun de tilfælde hvor en given situation bliver rapporteret. Opfører man sig derfor pænt og respekterer andre spillere, er der altså intet at frygte.

I skrivende stund er der intet der tyder på, at Riots andre spil vil gøre brug af denne metode. Spørgsmålet er snarere om andre udviklere kigger med, og ser dette som en gangbar løsning for fremtidige udgivelser i samme genre.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om tiltaget. I nogen grad virker det voldsomt invaderende, at Riot Games kan gå ind og lytte med på private samtaler. På den anden side giver det god mening, at Riot gerne vil værne om en god tone i deres produkt, så både etablerede og nye spillere ikke skræmmes væk af den laveste fællesnævner. Jeg er selv fortaler for at udviklere hjertens gerne må indføre tiltag, som kan komme nederdrægtig opførsel til livs, men jeg kan ikke helt finde ud af, om det her er et skridt for langt.

Hvad tænker du? Må Riot Games gerne gennemgå din voice chat, for at se om du taler pænt til andre?