Resident Evil Village forventes at fylde 27GB på PlayStation 5, men…

Nogle mennesker går meget op i at optimere pladsen på deres konsollers harddisk. Derfor er det umiddelbart rart at vide, at det lader til blot at fylde beskedne 25GB, i hvert fald på PlayStation 5. Det påstår Twitterkontoen PlayStation Game Size i hvert fald.

Hav dog tungen lige i munden, for der er en sandsynlighed for at det tal nemt kan fordobles. Tweetet herunder nævner nemlig, at de 27GB ikke medregner en day 1 patch:

En day 1 patch der nærmest fordobles lyder måske voldsomt, men det kan dog godt være noget at forberede sig på. Tidligere blev spillets side på Microsoft Store nemlig utilsigtet opdateret, til at afsløre en samlet harddiskplads på lige over 50 GB. Heraf var 15GB reserveret til multiplayer-komponenten RE: Verse. Denne information er i mellemtiden forsvundet igen, men nyheden blev blandt andet bragt af VG24/7.

Resident Evil Village udkommer den 7. maj 2021 til PC, Xbox One/X/S og PlayStation 4/5. Har du en PlayStation 5, kan du også nu hente den gratis Maiden Demo, som giver en kort forsmag på rædslerne der venter. Det er også her du kan hilse på den absurd høje vampyrkvinde, Lady Dimitrescu, som allerede er blevet en internetmeme i sig selv (ja, det er hende på det øverste billede).