PS5-eksklusive horror-spil Abandoned sigter efter realisme i gameplay og grafik

PlayStation 5-ejere med en hang til horror, kan godt slå øjnene op. Abandoned fra Blue Box Game Studios er netop blevet annonceret, og det ser intet mindre end fremragende ud. Beskrivelsen til annonceringstraileren lægger heller ikke fingre imellem, med sin insisteren på at bruge ordene “cinematic” og “realistic”:

“Abandoned is an cinematic horror survival shooter that emulates realistic survival in first person perspective set in an massive detailed open world environment.”

Det er jo ikke en beskrivelse vi ikke har hørt før. Lad i stedet traileren tale for sig selv:

Det er ikke meget gameplay der bliver vist, men i betragtning af at der er tale om en meget tidlig version, så ser det altså forbløffende flot ud. Hvis spillets figurer og animationer kan følge med omgivelserne, så kan det til gengæld risikere at havne dybt nede i den frygtede uncanny valley.

Historien i Abandoned omhandler Jason Longfield, som vågner op i en mystisk og kold skov. Han aner ikke hvordan han er kommet derud, men han finder dog ud af, at han er blevet bortført dertil, og nu må gøre hvad han kan for at overleve og undslippe.

Spillets gameplay vil sigte efter yderst realistiske funktioner. Affyring af skydevåben vil være en tung, langsom og panisk proces. For eksempel vil Jason have sværere ved at sigte med en pistol, hvis han enten er bange eller forpustet. Der er mere information at finde på PlayStation-bloggen, hvor mulighederne med Dual Sense-controlleren også uddybes.

Abandoned er foreløbig sat til at blive udgivet i sidste kvartal af 2021, og bliver altså eksklusivt til PlayStation 5. Spillet udvikles IKKE af Hideo Kojima.