PlayStation Studios har mere end 25 spil under udvikling

Sony har store ambitioner for PlayStation 5’s fremtid. De vil i hvert fald tydeligvis ikke gå ned på spiludvalget. Hermen Hulst, som leder PlayStation Studios, har udtalt at der lige nu er mere end 25 spil under udvikling til PlayStation, og halvdelen af disse er nye IP’er (tak til Wired).

Vi kender allerede til Horizon Forbidden West og det næste God of War, men det lader altså til, at der endnu er mange titler, som slet ikke er blevet annonceret endnu.

Starten på en ny konsolgeneration, er også en gylden mulighed for at starte nye potentielle spilserier op, så det giver god mening, at nye IP’er er et fokuspunkt for konsolproducenten.

I samme ombæring fortæller Hulst også, at der er afsindigt stor variation i de kommende spil, både i forhold til genrer og størrelse. Mange af de største succeser fra PlayStation 4-æraen befandt sig primært i action/adventure-genren, med open world-koncepter og et tredjepersonsperspektiv. Jeg nævner i flæng Horizon Zero Dawn, God of War, Ghost of Tsushima, Marvel’s Spider-Man… ja, listen er sikker længere end det.

Jeg glæder mig egentlig bare til at få flere spil i hænderne, som virkelig viser hvad PlayStation 5 kan.