Persona 5 forberedte mig på en hverdag under en pandemi

Som jeg fortalte i artiklen omkring Atlus’ 35 års jubilæum, så er jeg for nyligt gået i gang med at spille Persona 5 Royal. Jeg spillede det oprindelige Persona 5 da det udkom tilbage i 2016, og jeg endte med at blive ovenud begejstret for spillet.

Det er dog først nu, hvor jeg er i gang med Persona 5 Royal, at noget er gået op for mig. Der er nemlig en særlig detalje i spillet, som jeg ved min oprindelige gennemspilning hæftede mig voldsomt ved, men som jeg denne gang slet ikke har skænket en tanke. Altså før nu.

Tilbage i 2016 kunne jeg ikke undgå at bemærke, at forbløffende mange af spillets NPC’er. altså ikke-spilbare figurer, gik rundt i bybilledet med mundbind på. Jeg vidste godt at det var og er “almindeligt” i store japanske byer, som historien i Persona 5 også finder sted i. Jeg betragtede det dengang som en mærkelig detalje at inkludere, og den tanke forsvandt aldrig i løbet af de 100+ timer jeg brugte med spillet.

Adskillige figurer i Persona 5 bærer mundbind.

Nu har jeg så rundet 30 timer i Persona 5 Royal, og først i dag gik det op for mig, at jeg i denne omgang dårligt nok bemærkede mundbindene. De er der stadig, og der er bestemt ikke færre af dem.

Mine jævnlige indkøbsture og rejser med offentlig transport har simpelthen formået at vænne mine øjne til, at der ikke er noget unormalt i at støde på tildækkede ansigter i bybilledet. Kontrasten mellem det indtryk Persona 5 efterlod for fem år siden med denne subtile detalje, til den ignorance omkring ansigtstildækning i spilsammenhæng som jeg hidtil har besiddet, har intet mindre end rystet mig i min grundvold.

Persona 5 Royal mangler bestemt ikke opsigtsvækkende masker.

Jeg kunne nemt sidestille mundbindenes tilstedeværelse, med de masker som hovedpersonerne i Persona 5 bærer, når de lister rundt i ondsindede menneskers “paladser”, for at stjæle deres mest værdifulde skatte. Hvor det dengang var de farverige ansigtsskjulere, der virkede mere naturlige for spillets formidling, end den visuelle og underbevidste reklame for god hygiejne, har rollerne så afgjort byttet plads i min bevidsthed.

Persona 5 viste mig, at spil aldrig må være blege for at skildre en virkelighed, som ikke nødvendigvis skildrer dagligdagen i mine egne gemakker i Gentofte. Det kan nemlig forberede mig på en ny virkelighed, som kan slå til hvert øjeblik det skal være.

Senere i eftermiddag tager jeg S-toget mod Svanemøllen, og jeg kommer med garanti til at kigge skævt på de enkeltpersoner, som af den ene eller anden grund ikke bærer mundbind. De skiller sig jo helt vildt ud fra “normen”.