PC Gaming Show melder klar til E3 med Valve blandt de deltagende

Det kan godt være, at det er de nyeste konsoller fra Microsoft og Sony, som trækker de fleste overskrifter for tiden. Det betyder dog ikke, at PC-platformen står stille, og det bør blive bevist på søndag, når PC Gaming Show løber af stablen, i forbindelse med denne uges E3-event.

Showets vært bliver Sean “Day [9]” Plott, og han har en ganske kort besked i nedenstående teaser:

Nyhedsmediet PC Gamer er blandt bagmændene for præsentationen, og ovre på deres site, har de opremset mange af de spil og annonceringer, som vi kan se frem til. Blandt højdepunkterne finder vi blandt andet Naraka Bladepoint, Dying Light 2 Stay Human, Chivalry 2 og Vampire: The Masquerade – Swansong.

Selvom spillene er hvad der normalt skal fungere som blikfang, så er det ganske opsigtsvækkende at finde Valve blandt de deltagende firmaer, som vil byde ind med annonceringer. Det er dog næppe en god ide, at sætte næsen op efter spil fra Steam-udvikleren, da deres bidrag blot nævner “a message from Valve regarding Steam Next Fest”.

PC Gaming Show finder sted søndag den 13 juni 2021 kl. 23:30 dansk tid, og der loves en 90 minutter lang præsentation med 39 nye videoer til folket. Showet kan ses på Twitch og YouTube.