Overcooked! All You Can Eat er ude nu til de “gamle” konsoller

PlayStation 5- og Xbox Series X-ejere har allerede nydt godt af det kulinariske co-op-spil Overcooked! fra Ghost Town Games og Team17, i den remasterede All You Can Eat-version. Nu har spillet også fundet vej til forrige konsolgeneration, altså PlayStation 4, Xbox One og Nintendo Switch, og så er en Steam-version også gjort tilgængelig for PC-spillere.

En lanceringstrailer er gjort klar til at fejre udgivelsen:

Overcooked! udkom første gang i 2016, mens efterfølgeren Overcooked! 2 fulgte trop i 2018. Spillet kaster dig og op til tre venner ud i gastronomiske udfordringer, hvor I skal samarbejde om at tilberede et udsøgt udvalg af velkendte retter, og få dem serveret inden tiden løber ud. I skal hakke salat, stege bøffer, tage opvasken og undgå at sætte ild til hele køkkenet i processen.

Overcooked! All You Can Eat inkluderer både Overcooked! og Overcooked! 2, samt alt hvad der hidtil er udgivet af opdateringer og DLC. Dertil er der tilføjet yderligere indhold, som er eksklusivt til All You Can Eat-versionen. Der er derfor over 200 køkkenudfordringer, en assist mode, cross-play mellem alle platforme og et udvalg af spilbare figurer, som bedst kan beskrives som “for mange kokke”.

Overcooked! og Overcooked! 2 er blandt de sjoveste og mest frustrerende co-op-spil på markedet. Jeg tør kun gisne om hvor mange timer jeg har brugt i de kaotiske køkkener med min samlever, og det er næsten et mirakel, at vi stadig kan holde hinanden ud.

Spillet har for mange år på bagen, til at jeg kan argumentere for en decideret anmeldelse af spillet. Jeg vil dog alligevel understrege, at hvis jeg skulle skrive en sådan i dag, så ville jeg uden tøven tildele det Bird of Plays “Essential”-mærkat, som vi annoncerede på Facebook, før sitet overhovedet gik i luften.

Jeg glæder mig til vi kan anmelde et spil, som får denne ærefulde mærkat på sig.

Skal du derfor have et spil, som børn og voksne sammen kan få timevis af underholdning ud af, så bliver det ikke meget bedre end med Overcooked! All You Can Eat.