Nyd 20 minutters gameplay fra Path of Exile 2

Det kan godt være Diablo II: Resurrection og Diablo IV er på de fleste læber lige for tiden, men der er altså en spiller mere i dungeon crawler-genren. Path of Exile 2 kan dog takke sig selv, for ikke at have fået særlig meget opmærksomhed. Der har været yderst stille omkring spillet fra Grinding Gear Games, siden det første gang blev annonceret i november 2019.

Nu er der dog langt om længe kommet noget kød på, og det er af den rigtig gode slags: hele to trailere er vi blevet beriget med, og du kan se dem begge herunder.

Den første trailer er en helt klassisk gameplay-trailer. Den varer lige omkring halvandet minut, og viser et væld af de kampsekvenser, lokationer og begivenheder der finder sted i løbet af spillet:

Den anden trailer er langt mere indholdsrig, hvor vi I løbet af 19 minutter får demonstreret spillets anden “act”. Der præsenteres nye våbentyper og evner, hvordan omgivelserne har indflydelse på kampes udfald, de forbedrede animationer og meget mere til. Det er i hvert fald rent kræs, for dem der venter spændt på Path of Exile 2.

Der er endnu ingen fastsat udgivelsesdato for Path of Exile 2, men vi skal næppe forvente at få det i hænderne i 2021. Spillet finder vej til PC, PlayStation og Xbox.