Microsoft Flight Simulator halverer størrelsen på sin download

Microsoft Flight Simulator er ikke længere så massiv en moppedreng at få downloadet, som det tidligere har været. Indtil for ganske nyligt forlangte simulatoren, at man havde ryddet over 170 GB på sin PC, blot for at få spillet installeret. Naturen går sin gang, og spil bliver bare mere og mere pladskrævende, men sammenlignet med den mængde data der skal downloades nu, er det en verden til forskel.

Skal man downloade spillet fra Steam nu, forlanges der nemlig lige under halvdelen af den mængde, da der nu blot kræves 83 GB til samme formål. Dette blev spottet af PC Gamer, som også har gjort benarbejdet med at teste om det kunne have sin rigtighed.

De formåede dog ikke at finde præcist ud af, hvordan Microsoft er sluppet af sted med denne drastiske nedskalering. De havde blot følgende citat at forholde sig til:

“we performed some optimization for the initial full download of the title.”

Jeg havde nok brugt nogle lidt mere farverige metaforer der involverer samuraisværd eller motorsave, til at prale med at en gigantisk installationsfil er blevet hakket midt over.

Men det er måske også derfor jeg ikke bliver hyret til at skrive patch notes til spil.