Metro Exodus bruger Dual Sense-controllerens nye funktioner på PC

Før weekenden fik den post-apokalyptiske first person shooter Metro Exodus en diskret opdatering på Steam. Udover at tage hånd om et par bugs, så blev en fuld kompatibilitet med PlayStation 5’s Dual Sense-controller også implementeret. Metro Exodus er dermed det første PC-spil, til at gøre brug af den haptiske feedback og de adaptive triggers, som netop er Dual Senses kendetegn.

En Twitter-bruger har været så venlig at vise hvordan trigger-knappen på dual Sense nu fungerer i Metro Exodus:

I næste måned modtager spillet den patch, som skal optimere oplevelsen til Xbox Series X|S og PlayStation 5. Med den nye patch på Steam, er dette sandsynligvis en god indikator for hvad PlayStation 5-versionen kommer til at føles som.

Opdateringen til de nye konsoller vil byde på en framerate med 60 billeder i sekundet, 4K-opløsning og Ray Tracing-effekter. PC-udgaven får sig også en overhaling, med Ray Tracing, DLSS og yderligere optimering af afviklingen. Du kan se mere omkring disse opdateringer i traileren herunder:

Opdateringerne er ganske gratis for dem som allerede ejer spillet, og de bliver rullet ud den 18. juni 2021.