Mass Effect: Legendary Edition strømliner gameplay i alle tre spil

Hvis du, ligesom jeg, har haft svært ved at komme ordentligt i gang med Mass Effect-serien fra BioWare, og især er blevet skræmt af det noget aldrende gameplay fra første spil, så tyder det på, at Mass Effect: Legendary Edition er det du har ventet på.

I et nyt blogindlæg på Electronic Arts hjemmeside fortæller en repræsentant fra Bioware om nogle af de ændringer, som den remasterede version af Mass Effect vil byde på.

Den vigtigste pointe, som jeg umiddelbart fik med, er at det overordnede gameplay for hele trilogien, vil følge den mere præcise styring som først fandt vej til serien i Mass Effect 2. Det bør derfor føles mindre “stift” at navigere hovedpersonen Shepard rundt i det første Mass Effect, ligesom kampsekvenser her også vil afspejle stilen fra Mass Effect 2 og 3.

Netop dette aspekt påpeges således i blogindlægget:

Mass Effect was heavily influenced by traditional RPG mechanics, like the randomness of a dice roll and pen-and-paper stat building. As a result, weapons in Mass Effect often felt less accurate and reliable than the gunplay in Mass Effect 2 and 3.”

M-35 MAKO-køretøjet nævnes også specifikt, som værende noget udvikleren ønskede at modernisere. Hvor de fleste kender den som en glorificeret hoppebold i Mass Effect, er styringen og fysikken omkring den blevet heftigt moderniseret.

Dens skjolde genoplades hurtigere, færdsel på lava dræner nu blot energi i stedet for øjeblikkeligt at fejle missionen, og så er et sæt thrusters tilføjet, så man bedre kan navigere nogle af de stejle bakker i terrænet.

M-35 MAKO-køretøjet skal gerne give færre hovedpiner i Mass Effect: Legendary Edition.

Mass Effect: Legendary Edition vil naturligvis byde på endnu flere opgraderinger over originalerne, og de annoncerede ændringer finder du altså i førnævnte blogindlæg. Spillet udkommer den 14. maj til PC via Steam og Origin, samt alle aktuelle Xbox- og PlayStation-konsoller.