Lost Judgment annonceret med udgivelse til september

Fra studiet bag Yakuza-serien og Judgment, kommer nu Lost Judgment. Spillet blev officielt annonceret før weekenden, men derfor skal I ikke snydes for den yderst stemningsfulde trailer. Den kan du se herunder:

Jeg er ikke selv bekendt med forgængeren Judgment, men har i tide og utide haft hænder i Yakuza-spillene. Lost Judgment lader dog til at tage sig selv mere alvorligt end Yakuza-spillene, som til trods for hårdkogte mafia-personligheder, har en tendens til at lade historien stikke af i ganske komiske retninger.

Der er endnu ikke meget information om Lost Judgment, men vi kommer helt sikkert til at følge med, efterhånden som flere oplysninger dukker op. Indtil videre er der blot en udgivelsesdato, som er sat til den 24. september 2021. Spillet finder vej til nuværende og forrige konsolgeneration på PlayStation og Xbox, men ifølge PC Gamer, skal man ikke sætte næsen op efter en PC-udgivelse.