Lav dine egne spil med Game Builder Garage på Nintendo Switch

Har du en drøm om at udvikle dine egne spil, men mangler viden om hvordan man skal gribe den slags an, så kan en investering i en Nintendo Switch være vejen frem. Nintendo har nemlig annonceret Game Builder Garage, som skal appellere til dem med en spiludvikler i maven, der gerne vil se deres ideer ført til live.

Spillet har en pædagogisk tilgang til hvordan den vil lære spilleren at vikle sit hoved rundt om alt det basale ved spiludvikling. At dømme ud fra annonceringstraileren herunder, ligner det, at alle aldersgrupper vil kunne få noget ud af Game Builder Garages værktøjer. Se selv her:

Der lader til at være ret god variation i mulighederne, uanset om man vil arbejde med racing, en platformer, puzzles eller en helt fjerde genre. Pointen er naturligvis at man kan dele sine kreationer online, så andre kan prøve kræfter med dem.

Med de eksempler der præsenteres i traileren, ser det ikke ud til, at man skal have forhåbninger om at kunne genskabe The Witcher 3: Wild Hunt fra bunden. Kreative gamere har dog en voldsom tendens til at overraske, så det skal da heller ikke afvises blankt.

Udgivelsen af Game Builder Garage er faktisk lige rundt om hjørnet, da det ankommer allerede den 11. juni 2021, altså om lige over en måned. Det er som sagt eksklusivt til Nintendo Switch.