Lad os lige gøre status på den første uge

Update den 5. marts 2021 kl. 21:00: Det bør nu være muligt at kommentere på artiklerne igen. Oplever du stadig problemer, så giv gerne lyd i denne forumtråd eller send en mail til christian@birdofplay.dk.

I dag har Bird of Play eksisteret i fem døgn, og før jeg går på weekend, vil jeg lige give jer en opdatering på sidens tilstand, og hvilken slags uge det har været.

De natteravne der var med lige da sitet kom online, altså klokken 00:01 den 1. marts, fik hurtigt påpeget at der var problemer med at oprette sig en bruger og efterfølgende logge ind. Jeg havde en plan om, at jeg blot skulle klikke på den magiske knap, som fik sitet i luften, og så hoppe i seng ca. 20 minutter senere. I stedet blev jeg oppe i næsten to timer sammen med nogle afsindigt kyndige mennesker, som fik rettet op på den katastrofale situation. Det lykkedes i sidste ende, og det er nu ganske lige til at oprette sig en bruger.

Jeg nøjedes derfor med fire timers søvn den nat, så jeg kunne være klar fra klokken 6:00 mandag morgen, til at få de første artikler online. Det gik gnidningsfrit, og jeg var uendeligt begejstret over at se forsiden blive fyldt ud med en god variation af nyheder, klummer og anmeldelser. For hver artikel der kommer online, bliver jeg gladere og gladere for sitets design. Den umiddelbare respons jeg har fået, lader også til at indikere at det faktisk er spændende at kigge forbi sitet, for at se om der er kommet noget nyt. Den respons betyder virkelig meget for mig.

Samme dag skete der dog noget, som sitet desværre stadig døjer med i dag. Det er nemlig ikke muligt at efterlade kommentarer til artiklerne, hvilket jeg har forstået mange af jer gerne vil. Jeg er virkelig glad for, at lysten til at ytre holdninger og oplevelser i forbindelse med artiklerne er hos jer, og derfor piner det mig, at tekniske udfordringer lige nu umuliggør det.

“Piner” er faktisk en underdrivelse. Jeg HADER det!

Jeg har et hold af raketkirurger til at undersøge hvad der er i vejen, og jeg kan ikke gøre meget andet end, sammen med jer, væbne mig med tålmodighed, mens jeg et par gange i døgnet får en statusopdatering fra teamet, om hvor mange hårrødder de har flået ud af issen.

Jeg sagde det før, men jeg har lyst til at sige det igen: jeg HADER det!

Det er desværre helt ude af mine hænder, hvornår det igen bliver muligt at kunne bidrage til debatten i artiklerne. Når jeg selv havde en ide om, at jeg skulle have fuld kontrol over alt hvad der har med Bird of Play at gøre, så er det virkelig ikke sjovt at indrømme, at der er noget som jeg bare ikke er herre over. Jeg skal nok skåne jer for at gentage mig selv en tredje gang.

Det positive ved at have andre til at kigge på de tekniske vanskeligheder, gør til gengæld, at jeg kan fokusere på det, som jeg brænder mest for: at skrive. Jeg bruger stort set hvert et vågent øjeblik på at samle de mest interessante historier sammen, og videreformidle dem på de præmisser, som jeg har opsat for Bird of Plays udtryk udadtil: det skal være informativt, underholdende og med en personlig vinkel på. Det synes jeg jeg har efterlevet, og jeg håber det er noget der kan mærkes.

Der har selvfølgelig også været andre positive oplevelser:

Facebooksiden er antallet af følgere blevet trecifret.

Tirsdagens stream på Twitch-kanalen var en umiddelbar succes, og jeg hyggede mig virkelig med dem af jer, som lagde vejen forbi og hjalp til med at løse gåderne i Maquette.

Søger man efter Bird of Play på Google, bliver sitet kun overgået af en eller anden film fra 2020, som har stavet sin titel forkert. Det forestiller jeg mig der bliver rettet op på med tiden.

Bag scenen har jeg også fulgt med i hvordan sitet bliver brugt, og jeg har allerede en fyldig liste, over tiltag jeg godt kunne tænke mig at få indført. Forummet skal optimeres, der skal være lettere adgang til ens egen profil og en post count ved artiklerne skal være synlig fra forsiden. De nuværende omstændigheder taget i betragtning, er sidstnævnte dog ikke helt så relevant … Jeg tror efterhånden godt I ved, hvordan jeg har det med det. Der er selvfølgelig mange flere punkter på min liste, men dem gemmer jeg lidt endnu.

Nu startede jeg godt nok med at sige, at jeg går på weekend, men det er naturligvis ikke helt sandt. Forsiden vil som udgangspunkt ikke blive opdateret lørdag eller søndag, men hvis den gør, så er det med et eneste formål: at fortælle jer alle sammen, at kommentarfelterne atter er funktionelle. Jeg krydser fingre.

Herfra vil jeg blot sige tak til alle jer som har kigget forbi. Jeg håber det er noget I har lyst til at blive ved med. Har du spørgsmål eller kommentarer, så er du velkommen til at efterlade dem i Support-kanalen i forummet (som stadig virker) eller ved at sende mig en e-mail på christian@birdofplay.dk.

Rigtig god weekend.