Knockout City fik to millioner spillere i sin første weekend

I fredags udkom Knockout City fra Velan Studios og Electronic Arts på stort set samtlige aktuelle platforme, og modtagelsen må siges at have været ganske pæn. På spillets officielle Twitter-profil prales der med at intet mindre end to millioner spillere har kastet sig over dodgeball-simulatoren:

Det har sandsynligvis hjulpet, at spillet blev frigivet med en gratis prøveperiode, som i øvrigt varer helt til lørdag den 29. maj. Du kan derfor selv nå at give spillet et skud, uden at betale en krone for det. Knockout City er desuden tilgængeligt via Game Pass på både PC og Xbox.

Spillet tilbyder både cross-play og cross-progression, hvilket betyder at dine fremskridt kan fortsættes på flere platforme, ligesom du kan spille med og mod andre spillere uanset hvilken platform de sidder med.

Har du prøvet Knockout City endnu, og hvad synes du i så fald om det?