Jurassic World Evolution 2 annonceret og udkommer i år

Gamere med interesse for dinosaurer, er muligvis allerede bekendt med Jurassic World Evolution fra Frontier Developments. I morgen er det præcis tre år siden det spil udkom, så derfor er det påfaldende, at efterfølgeren Jurassic World Evolution 2 nu er blevet annonceret med nedenstående trailer:

Jurassic World Evolution 2 vil byde på en ny story campaign, hvor Jeff Goldblum og Bryce Dallas Howard indtager de fortællende roller som deres karakterer fra filmene. Der vil også være mere variation i banerne, som kommer til at spænde fra tætte skove til golde ørkener.

Der vil være mere end 75 forskellige dinosaurer at holde styr på, inklusive helt nye flyvende og svømmende varianter. De vil opføre sig “realistisk” i forhold til hinanden og sine omgivelser, når de pludselig kæmper om at dominere omgivelserne.

Jurassic World Evolution 2 udkommer i 2021, men en mere fast dato er desværre ikke oplyst endnu. Spillet bliver tilgængeligt på PlayStation 4 og 5, Xbox One og Series X|S samt PC via Steam og Epic Games Store.

Du kan læse mere på spillets eget site.