Japansk firma giver medarbejdere fri til at spille Monster Hunter: Rise

Hvis der ikke allerede eksisterer en belejlig helligdag, så må man lave sin egen. Det er nogenlunde hvad det japanske VR-firma Mark-on har gjort. Chefen for firmaet, Masaki Hiyama, har valgt at kalde den 26. marts for “MonHun Day”, udelukkende for at kunne give sine medarbejdere fri, til at spille Monster Hunter: Rise, som udkommer på Nintendo Switch samme dag.

Mit japanske er ikke særlig skarpt, for slet ikke at sige ikke-eksisterende. Lader man dog Google Translate udføre sin magi, så får man en dansk oversættelse der ser således ud:

“26. marts (fredag) være udgivelsesdatoen for MONSTER HUNTER RISE (© ︎CAPCOM), og det antages, at du ikke vil være i stand til at koncentrere dig om dit arbejde, så “Monster Hunter Holiday” Og gør det til en ferie.”

Ifølge Huffington Post Japan (venligst oversat af VideoGamesChronicle) havde flere medarbejdere givet udtryk for, at de alligevel ville bede om fri denne dag, netop med henblik på at kunne spille Monster Hunter: Rise . Det er dog kun “menige” medarbejdere der kan nyde godt af helligdagen, da ledelsen i firmaet stadig skal dukke op på arbejde som vanligt.

Jeg har en sjælden gang imellem også taget fri fra et dagjob, når et særligt interessant spil er udkommet. At se en virksomhed sende hele staben hjem, med det formål at spille en ny stortitel, virker dog som en uopnåelig drøm. Det må alligevel betragtes som afsindigt god stil af Mark-on.

Monster Hunter: Rise udkommer som sagt til Nintendo Switch den 26. marts, altså på fredag. Der er også en demo tilgængelig, som giver en god formsag på eventyret.