Ja, billedet her er fra det officielle OL-spil

De olympiske lege i Tokyo begynder først den 23. juli, men indtil da kan vi få stillet den atletiske sult med Olympic Games Tokyo 2020 – The Official Video Game. Du skal dog gå på kompromis, med alle forventninger du må have om en realistisk sportssimulator.

Billedet øverst i denne artikel er nemlig ret repræsentativt for noget mere arkade-agtige oplevelse der venter. Det er SEGA der står bag spillet, hvorfor det egentlig ikke ville se så akavet ud endda, hvis Sonic løb lige ved siden af astronauten.

Spillet vil byde på 18 forskellige sportsgrene, og listen omfatter blandt andet tennis, beach volley, hammerkast, judo, svømning og mere til.

Olympic Games Tokyo 2020 – The Official Video Game vil af åbenlyse årsager gerne ramme et bredt publikum, hvorfor spillet udgives den 22. juni 2021 til PC via Steam, Nintendo Switch, Xbox One/Series X|S, PlayStation 4 og Stadia.

Den opmærksomme seer vil bemærke, at Xbox Series X er nævnt i traileren, men at PlayStation 5 ikke er. Det kan man jo tænke lidt over …