IO Interactive starter studie i Barcelona og åbner for publishing af andre studiers spil

Når vi snakker gaming i Danmark, så finder vi den største succeshistorie hos IO Interactive (IOI). Deres seneste Hitman-trilogi er et internationalt hit, og lige nu ser mange frem til deres fortolkning af en spilbar James Bond.

IOI er dog i gang med en gigantisk udvidelse. I et stort interview med GI.biz, fortæller CEO Hakan Abrak, at IOI inden længe slår dørene op til et helt nyt studie, med base i Barcelona i Spanien. De har øjnet en god kultur og et attraktivt område, hvor de mener at talentfulde spiludviklere ønsker at arbejde, og derfor slår de nu til, med firmaets tredje filial. Der sigtes i hvert fald efter en udvidelse, som skal skabe eftertragtede arbejdspladser i Spanien:

“Within the next two, three, four years, we are looking at a situation where IO is double the size it is today”.

Dertil har IOI ambitioner om at være den mest eftertragtede udvikler i Europa, når vi når 2024.

IOI har indtil videre “blot” haft studier i København og Malmø, og planen er at alle studier skal bidrage til både deres eksisterende IP’er, James Bond-spillet, samt en helt nyt uannonceret IP. Dette projekt omtales som et helt nyt univers, og et decideret “love child” for veteranerne hos IOI. Vi skal dog nok ikke forvente at høre mere om dette lige foreløbig.

Som en sidste trumf på de spændende nyheder, så nævner Abrak også, at IOI ser mod muligheden for at prøve kræfter som publisher for andre studier. For blot en håndfuld år siden, havde dette været helt utænkeligt, men de øjner muligheden nu, som endnu et led i målet om at blive eftertragtet som både udvikler, og nu også publisher.

“it’s very likely that IO will be publishing not only our own games, but other people’s games in the future, as well”.

Det er afsindigt spændende tider for det danske firma, og vi ser meget frem til at følge denne nye rejse for IO Interactive.