Insomniac Games har tydeligvis ikke glemt Sunset Overdrive

Ratchet & Clank: Rift Apart er denne uges helt store PlayStation 5-udgivelse, og det er der skam også god grund til. Serien er blandt de mest populære på Sonys platform, og har været det siden PlayStation 2 var den dominerende konsol. Alligevel har Insomniac Games formået at prikke en anelse til de gamere, som har gode minder om det Xbox One- og PC-eksklusive Sunset Overdrive, og de gør det endda i forbindelse med markedsføringen af Ratchet & Clank: Rift Apart.

Jeg hævede først et øjenbryn her til morgen, da jeg på Insomniac Games’ Twitterprofil, så følgende opslag:

Min første tanke var, at dette var en åbenlys teaser for Insomniacs næste projekt. Jeg kastede dog tanken fra mig igen, da jeg så, at lignende opslag havde fundet vej til Twitter, med prominente PlayStation-eksklusive titler som Uncharted, Sly Cooper og Horizon.

Det virker dog helt mærkeligt at se Fizzie-figuren fra Sunset Overdrive, i forbindelse med noget som helst PlayStation-relateret.

Det stopper dog ikke der:

I nedenstående Franchise Evolution-trailer, som netop demonstrerer Ratchet & Clanks tilstedeværelse på PlayStation over de sidste mange år, har Fizzie nemlig sneget sig ind igen. Han gemmer sig bag en æske med en Ratchet-actionfigur øverst i billedet, lige omkring 20 sekunders-mærket:

Det kan selvfølgelig bare være, at Insomniac Games forsøger at holde lidt liv i deres snart syv år gamle spil. Det er dog ganske påfaldende, når nu Sony ejer patentet på Sunset Overdrive.

Personligt ser jeg hjertens gerne en efterfølger til Sunset Overdrive fra Insomniac Games, da det for mig var en af de bedste gamingoplevelser på Xbox One. I den forbindelse, håber jeg, mere end med andre titler, at en efterfølger ikke vil være eksklusiv for PlayStation-maskinerne. Det virker ganske tarveligt, at frarøve Xbox-folket en efterfølger, til et af de bedste spil på den maskine.