Ikke alle spil behøver en efterfølger

Kender du følelsen af at have gennemført et spil, og allerede der være spændt på hvordan en efterfølger vil tage sig ud? Det tror jeg de fleste af os gør. Det hører da heller ikke til sjældenhederne, at en længeventet 2’er formår at forbedre både gameplay og grafik, ligesom en videreudvikling af en historie eller overordnet lore også kan fange et publikum.

Fra et udgiver- og udviklersynspunkt giver det også god mening. Har man først skabt en succes, så er der økonomisk sikkerhed i at malke sin nye franchise, for alt hvad den ejer og har. Masserne efterspørger det, og inspiration er ikke svær at finde, når man ser hvordan fans af et givent spil øser om sig, med kritik og forslag til hvordan et spil kunne have været bedre.

Jeg er selv skyldig i at drømme om efterfølgere, til nogle af de største spiloplevelser jeg nogensinde har haft. Jeg er til gengæld også begyndt at slutte fred med tanken om, at jeg næppe skal sætte forventningerne for højt, hvad angår annonceringer af den kaliber – og det er en god ting for mig.

Der findes nemlig et væld af spiltitler, der kun har set en enkelt udgivelse, og som jeg vurderer er bedst tjent ved at holde sig til det. Det kan enten være fordi spillets gameplay var så gennemført fantastisk, at yderligere optimering i værste fald ville komplicere præmisserne. Det kan også være fordi historien blev endegyldigt afsluttet, og yderligere udforskning af denne ville lappe nogle af de huller, som gør at spillet stadig eksisterer i min bevidsthed.

Se bare på et spil som Bloodborne, som blev udgivet eksklusivt til PlayStation 4 i 2015. Det var tydeligt inspireret af sine spirituelle forgængere Demon’s og Dark Souls, som blev udviklet af samme studie: From Software. Bloodborne formåede dog at markere sig som en selvstændig udgivelse, med et kampsystem der fokuserede mere på en aggressiv spillestil, frem for den defensive tilgang som de forrige soulslike-spil havde præsenteret.

Bloodborne er til dato et af mine absolutte yndlingsspil. Her taler jeg ikke blot om genren, men om alle spil overhovedet. Spillets gameplay var unikt, sværhedsgraden fængende og historien opslugende. Hvis en efterfølger nogensinde ser dagens lys, kan jeg frygte at der bliver introduceret elementer som vil komplicere eller forsimple den allerede stilsikre præsentation. Jeg ser gerne spillet stå på en trone, som et one hit wonder andre spil i genren kan tage ved lære af.

Sunset Overdrive fra Insomniac Games blev udgivet til Xbox One i 2014. Spillet lugtede langt væk af de farverige universer og det hektiske gameplay, som netop Insomniac behersker bedre end de fleste. Historien var fyldt med lige dele pjat og plat, men følelsen af at skøjte rundt på storbyens tage, rørsystemer og gelændere, mens en horde af zombielignende monstre var ude efter blod, var ikke set på samme måde andetsteds.

Sunset Overdrive formåede at skabe noget helt nyt, som fortjener at blive hyldet på sine egne præmisser.

Jeg synes spillet modtog langt mindre opmærksomhed, end det egentlig havde fortjent. Jeg hylder det stadig i dag, som en af de bedste eksklusive spiloplevelser fra Xbox One-perioden, men nyheden om at der kan være en efterfølger på vej, føles bare ikke helt rigtig for mig. Jeg har det helt fint med, at spillet eksisterer for sig selv, som en hyldest til et etableret studie, der tog en kæmpe chance med nogle nye præmisser, og fik det til at fungere så godt som de gjorde.

I 2006 udkom Bully, som blev udviklet af Rockstar Vancouver. Spillet kan bedst beskrives som “Grand Theft Auto med buksevand”, da vi fulgte den unge Jimmy Hopkins, i sine bestræbelser på at overkomme dagligdagen og de strikse regler på kostskolen Bullworth Academy.

For min skyld må Jimmy Hopkins fra Bully gerne være ung for evigt.

Bully var ikke nær så poleret som de GTA-titler der befolker olfertsimulatorens samtid, men det var hylende sjovt og mindeværdigt. Man skal ikke lede længe på det vide internet, for at finde artikler der omtaler rygter om en 2’er. Indtil videre er jeg dog glad for, at der netop kun er tale om rygter. Jeg kommer næppe til at spille Bully igen, men minderne derfra vil jeg gerne have beholde, og jeg frygter at disse udviskes, hvis en efterfølger officielt bliver annonceret.

Der er også udkommet efterfølgere, som i sig selv er glimrende spil, men som efter min mening, i nogen grad, korrumperede sit kildemateriale.

Et glimrende eksempel på dette er Ori and the Will of the Wisps fra 2020. Det første spil, Ori and the Blind Forest fra 2015, var en skarptskåret platformer, hvor fokus hele tiden var på den action der fandt sted på skærmen, med minimale forstyrrelser under forløbet. Efterfølgeren bragte så mange nye elementer med sig, at der blev brugt unødvendigt meget tid i menuerne, på at optimere diverse opgraderinger til den spilbare Ori, og spillets pacing led under dette.

Ori and the Will of the Wisps tilføjede så mange nye elementer, at det efterlod sit skarptskårne kildemateriale hos sin fem år ældre forgænger.

Forstå mig ret: jeg er helt vild med begge Ori-spil, men de vidunderlige minder fra første spil, blev fuldstændig begravet under det unødvendige tidsspilde i efterfølgerens menuer. Jeg ved godt historien lagde op til en fortsættelse, og jeg var også glad for at se Will of the Wisps til ende. Spillets gameplay blev dog kompliceret i en grad, så det fratog mig noget af den nydelse, som første spil bød på.

Der er flere efterfølgere, som jeg også sagtens kunne have været foruden, hvor nogle måske er mere åbenlyse end andre. Som i tilfældet med Ori, så er det ikke fordi spillene nødvendigvis er dårlige, selvom nogle af dem helt klart er; jeg kunne bare godt have undværet dem. Jeg nævner i flæng Duke Nukem Forever, Watch Dogs 2, Castlevania Lords of Shadow 2, Bioshock 2 … ja, du kan sikkert selv nævne endnu flere.

Jeg tror det er de færreste spil der udvikles i dag, med håbet om at det blot bliver til den ene titel. Som jeg nævnte tidligere, så er der adskillige økonomiske argumenter for at genoplive en spilserie, ligesom jeg også kan se det positive i muligheden for udviklere for at udfolde sig kreativt, i en comfort zone de selv har været med til at etablere.

Skal man derimod argumentere for at se på videospil som kunst, hvilket jeg i høj grad synes man bør, så er der også noget ærefuldt for studier i at have titler i sit bagkatalog, som kan hyldes på sine egne præmisser, uden at skelne mellem om man synes første, andet eller niende spil i serien var bedst.

Vi har jo heller ikke behov for en efterfølger til Mona Lisa, vel?