Hvad betyder “Essential”-mærkaten hos Bird of Play?

Du har måske læst en spilanmeldelse her på Bird of Play, hvor artiklen er sluttet af med et gigantisk billede af vores logo-fugl med et banner med teksten “ESSENTIAL” henover. Mærkaten blev præsenteret på vores Facebook-side forud for lanceringen af sitet, som en særlig markering af og hyldest til de spil vi anmelder, som vi på alle måder mener er din tid værd.

Den spiller også en større rolle i den overordnede vision for Bird of Play, da den indeholder essensen af det sitet står for: vi elsker at fortælle om spil, og det gælder især de fedeste af slagsen.

Modsat andre gamingsites benytter Bird of Play sig ikke af en numerisk score, når vi bedømmer et spil. Vi tror derimod på, at det skrevne ord skal være dommen, fra det første bogstav hele vejen til det sidste punktum. Vi vil give vores anmeldere frie tøjler, til at få al relevant information med i deres vurdering, uden at bede dem tvinge en målbar enhed ned over det kreative produkt, som de har haft mellem hænderne.

Af samme grund benytter vi heller ikke nogen former for plus/minus, for/imod eller pro/con-bokse. Vi tror på kvaliteten af det skrevne ord, og har derfor tillid til, at vores anmeldere kan formidle sine oplevelser i brødteksten, på en måde som både er informativ og underholdende, uden at barbere deres formuleringer ned til et punkt i artiklen, som underminerer deres bestræbelser på at efterlade et fyldestgørende indtryk af spillet.

Men hvad betyder “Essential”-mærkaten så?

Når vi tildeler et spil vores “Essential”-mærkat, betyder det at spillet udmærker sig i sin genre, har innovativt gameplay, byder på opsigtsvækkende historiefortælling, besidder solidt spildesign eller… ja, på en eller anden måde vælter vores anmelder bagover.

Det er den enkelte anmelder som beslutter, om de vil supplere deres anmeldelse med “Essential”-mærkaten. Det er aldrig noget der bliver påduttet fra min side, fra en af vores samarbejdspartnere eller andre eksterne interessenter. Bird of Play vil aktivt værne om dens integritet og den er et værktøj vores anmeldere kan benytte, når de vil slå et slag for et spil, som man bestemt ikke må snyde sig selv for.

Beslutningen om at have en “Essential”-mærkat blev truffet tidligt i processen, mens Bird of Play endnu var på tegnebrættet. Om vi får lignende markeringer senere, som på en eller anden måde hylder andre aspekter i vores spilanmeldelser, skal jeg på nuværende tidspunkt ikke afvise. Men beslutningen om at lade vores anmeldere udvælge samtlige ord til bedømmelsen af et spil, uden brug af en afsluttende karakter eller for/imod-bokse, bliver der ikke ændret på.

Læs anmeldelserne hos Bird of Play for det helhjertede indtryk, det levende sprog og den ærlige holdning – det hurtige fix kan man få andre steder.