HTC Vive lancerer ny generation af VR-headsets

Vi fik egentlig pressemeddelelsen ind ad døren i morges, men nu kan vi endelig afsløre dagens store nyhed: HTC VIVE lancerer to nye headsets dedikeret til PC-gaming og erhverv. De navngives henholdsvis VIVE Pro 2 og VIVE Focus 3.

Vi er – naturligvis – mest interesserede i førstnævnte. VIVE Pro 2 er udstyret med nogle mildest talt imponerende specifikationer. Blandt andet byder headsettet på 5k opløsning, eller 2.5k på hvert øje, der desuden kan levere 120hz. Dertil får man et synsfelt på hele 120 grader, takket være headsettets dual stacked-lens design. Dette skal medvirke til at minimere motion blur og den såkaldte “screen door effect”.

Alt udstyr som har virket med tidligere VIVE-headsets vil også fungere med VIVE Pro 2, hvilket blandt andet inkluderer alle forrige trackers og den nye VIVE facial tracker.

Mest spændende er det dog, at HTC VIVE har arbejdet tæt sammen med NVIDIA og AMD, om at optimere det de kalder Display Stream Compression. Altså komprimering af streamet fra din computer til selve headsettet. Formålet er at sikre den højst mulige visuelle kvalitet.

Det lyder altså som et stykke imponerende hardware og som en spændende opgradering af VR-gaming. Prisen afspejler dog også de stærke specifikationer; Pro 2 kan forudbestilles fra i dag, og prisen kommer til at være 6.399 kroner.

Du kan læse meget mere om HTC VIVE Pro 2 og VIVE Focus 3 via dette link.