Horizon Zero Dawn og ni indie-titler er gratis på PlayStation i næste måned

PlayStation-ejere blev ret så forkælet i starten af denne måned, da Ratchet & Clank ganske gratis blev kastet i nakken på alle der ejer en PlayStation-konsol og en internetforbindelse. Spillet var et led i PlayStations Play at Home-initiativ, som er tiltænkt en forkælelse til de gamere, som er hjemsendt eller ikke har andet at tage sig til grundet coronapandemien. Spillet er stadig tilgængeligt via PlayStation Store, så hvis du ikke har hentet det endnu, så kan du nå det indtil den 1. april kl. 05:00 dansk tid.

Dengang blev det lovet at gaveregnen ville fortsætte på et senere tidspunkt, og nu er sløret løftet for næste bølge af gratis spil.

Den absolutte overskrift finder du oppe i overskriften. Der er nemlig tale om Guerilla Games’ mere end fantastiske Horizon Zero Dawn Complete Edition, som altså bliver frit tilgængeligt fra den 19. april. Har du derfor endnu ikke prøvet kræfter med denne absolutte nyklassiker, så er der altså ikke længere nogen undskyldning. Med tanke på at efterfølgeren Horizon Forbidden West stadig, officielt i hvert fald, sigter efter en udgivelse i 2021, så er det også et fint argument for at lade op til den stortitel.

Fra den 25. marts bliver The Witness og flere indie-spil givet gratis væk.

Vi skal dog ikke vente helt til april, med at blive beriget med mere underholdning. Fra den 25. marts bliver hele ni indie-spil også gjort tilgængelige, på samme præmisser som Ratchet & Clank og Horizon Zero Dawn. Fem af titlerne kræver blot en PlayStation 4, mens de resterende altså er tiltænkt PS VR-brugere.

De fem spil som alle kan få glæde af er Abzû, Enter the Gungeon, Rez Infinite, Subnautica og The Witness. Har du læst bare lidt med på Bird of Play, så ved du allerede hvilket spil jeg synes du skal starte med.

PS VR-gamere får som sagt også noget forkælelse. Her er der tale om Astro Bot Rescue Mission, Moss, Thumper og Paper Beast. Særligt sidstnævnte har jeg haft et kælent øje til i en rum tid, så jeg er ikke i tvivl om hvad jeg skal lave den 25. marts.

Hvilket spil skal du først kaste dig over?