Hogwarts Legacy-udvikler forlader Avalanche i kølvandet på kontroverser

I forbindelse med onsdagens annoncering, der fortalte at man kan spille som en transkønnet i det kommende Hogwarts Legacy, berettede vi også om medarbejderen Troy Leavitt og hans kontroversielle YouTube-kanal (det må være nok at linke til den én gang).

Leavitt har nu meldt ud på Twitter, at han forlader Avalanche. Hans tweet kan du læse herunder:

Leavitt melder ikke ud, hvad der konkret har overbevist ham om, at dette er den rigtige beslutning. Det lader dog til at alle nok skal få lov at høre hvad der ligger til grund. Han lover nemlig i samme tweet, at han vil producere en video til sin YouTube-kanal, hvor han netop agter at tale om situationen.

Jeg ved ikke helt, om jeg har behov for at høre, hvad han har at sige. Jeg kan dog heller ikke løbe fra, at denne slags drama er ret fængende. Så længe Hogwarts Legacy bliver et godt spil, når det udkommer i løbet af 2022, så vil jeg ikke beklage mig.