Her er heltene og monstrene i Back 4 Blood

Ventetiden er stadig relativt lang på zombie-shooteren Back 4 Blood fra Turtle Rock Studios. Alligevel er der begyndt at blive smidt kul på hype-toget, i form af en masse information om spillet. I starten af denne måned fik vi præsenteret det card system, som skal sørge for en høj genspilningsværdi. Denne gang får vi et indblik i de personligheder, som skal male vægge med zombiehjerner.

Der er otte karakterer at vælge imellem, og de har naturligvis unikke egenskaber, som enten bidrager til den enkelte figur eller hele holdet. De kalder sig selv “The Cleaners”, udelukkende på grund af sætningen “it’s a real mess out there”, som man ikke kan undgå at bemærke i starten af traileren:

Kløgtigt.

Hver karakter kan altså have nogle fordele, som for eksempel at sørge for at hele holdet har mere health, +1 til quick inventory eller ekstra ammunition. Balancen lader i hvert fald til at være ganske fornuftig, uden nogle af disse perks virker væsentligt stærkere end andre.

Traileren giver også et indblik i nogle af de monstre som vil heltene til livs. Disse omtales som “The Ridden”, og det er et ganske interessant udvalg af monstrositeter. Den gigantiske Ogre kan kaste såkaldte meatballs efter dig, mens The Snitcher alarmerer andre fjender i nærheden, når den får øje på dig.

Vi håber at Back 4 Blood bliver den ærefulde spirituelle efterfølger til Left 4 Dead, som mange gamere har ventet på. Spillet udkommer den 12. oktober 2021 til nuværende og forrige Xbox- og PlayStation-konsoller, samt PC via Steam og Epic Games Store.