Haven er muligvis det ideelle “kærestespil”

Det er ikke altid helt nemt at finde spil, som du og din ikke-gamer-partner begge kan underholdes af. Puzzle-genren er ret nem at gå til, da den ikke altid kræver de store kundskaber med en controller. Derfor har min significant other og jeg blandt andet moret os med The Witness, The Talos Principle og senest også Maquette. Når det kommer til couch co-op, er udfordringen med at finde brugbare titler dog mere prominent.

Vi har fundet et par enkelte hits med Sackboy: A Big Adventure, Portal 2 og Overcooked. Vi har også gennemført A Way Out, omend den action-prægede afslutning forlangte lidt mere af min partners kundskaber med en controller, end hvad en sejr i hendes retning forlangte.

Efter at have researchet lidt, snublede jeg over Haven. Spillet er udviklet af The Game Bakers og udkom i december 2020. Beskrivelsen tiltalte mig ikke umiddelbart, og de fleste anmeldelser tilkendegav, at spillets gameplay var uudfordrende, ensformigt og til dels formålsløst. Til gengæld blev historien om kæresteparret Yu og Kay rost til skyerne, for at være nærværende, troværdig og velspillet. Jeg præsenterede præmissen en aften under aftensmadstilberedningen, og med en forsigtig optimisme besluttede vi at købe spillet.

Haven er nu officielt blevet vores slap-af-på-sofaen-spil, når vi vurderer at Netflix’ underholdningstilbud alligevel er en kende for passivt.

Haven beviser at “interaktiv” ikke er det samme som “udfordrende”. I Havens tilfælde er det positivt.

Noget af det første man bliver informeret om, når man starter Haven op for første gang, er at spillet IKKE er et udfordrende spil. Dette er en sandhed med modifikationer. Der er kampsekvenser mod et varieret dyreliv, men man er mere afhængig af at time et fælles angreb, end at gøre sig store taktiske overvejelser. Dertil er man også fælles om at tilberede måltider til parret, brygge helbredende eliksirer og udforske de pastelfarvede sci-fi-omgivelser Yu og Kay befinder sig i.

Særligt positivt ved kampene er, at formålet ikke er at slå bæsterne ihjel. Hvis det var tilfældet, havde jeg aldrig fået solgt ideen om at prøve spillet af sammen. Man skal derimod blot slå dem bevidstløse, og derefter kurere dem fra en korruption der har gjort dem aggressive. Efter en overstået kamp, kan man så gå hen til dyret, og ae/klø/nusse det på maven, bag øret eller under mundvigen, afhængigt af hvilken type bæst man står overfor. Det er virkelig nuttet, og går rent hjem hos samtlige beboere i lejligheden i Gentofte.

Få øjeblikke forinden var denne bevingede “hesteko” ude efter blod.

Spillets største udfordring finder man i styringen af Yu og Kay. Spillerne styrer hver sin figur rundt i den åbne verden, men bruger man et boost til at få mere fart på, er det kun den ene spiller der bestemmer retningen. Begge figurer følger dog med, og det er simpelthen så bedårende, at se parret holde i hånd, mens de svæver over sletterne. Når man booster, bliver styringen dog væsentligt stivere, og der forlanges et ekstra knaptryk, til at foretage skarpe drejninger. Disse er nødvendige at lære, for at kunne manøvrere gennem nogle særligt udfordrende sekvenser. Disse blev oftest overladt til mig, hvilket passede mig fint, da resten af spillets gameplay lever op til advarslen om, at Haven absolut ikke er et udfordrende spil.

Hvor det hele løftes op til en højere enhed, i er samtalerne og interaktionerne mellem Yu og Kay. De elsker hinanden, og det skinner tydeligt igennem. Både når de slænger sig i sofaen og diskuterer hvad deres mindst appellerende træk er, og når de få minutter efter mindes hvordan de blev forelskede.

Det er disse interaktioner, som er sjældne i spilsammenhæng. Der er meget nedetid, hvor man egentlig ikke udretter noget særligt. Men forholdet udvikler sig dog hele tiden, hvilket også kommer til udtryk i de loading-skærme, som skiftes ud efterhånden som forløbet skrider frem.

Loadingskærmene er ikke bare pynt til ventetiden – de formidler også forholdets status..

Det har tendens til at blive en anelse sukkersødt. Der bliver dog aldrig overkarikeret, og det er nemt at relatere til den forelskelse de to turtelduer gennemgår. Jeg vil i hvert fald varmt anbefale Haven, som et alternativ til en generisk romantisk komedie. Det kræver også lidt flere aftener at nå igennem det hele, så man kan som par nemt dedikere en uges tid, til at nå igennem hele forløbet.

Skulle jeg kigge på Haven med de officielle anmelder-briller på, ville jeg med al sandsynlighed være mere kritisk. Fra et gameplay-perspektiv er der så få elementer der skal beherskes, at jeg næppe ville have mange pæne ting at sige om det. Hvad det til gengæld gør for aftenerne på sofaen med min kæreste, er i en helt anden boldgade.