Gotham Knights forsinkes til 2022

WB Games Montreal arbejder for tiden på Gotham Knights: et 3rd person co-op action-spil i Batman-universet. Studiet kommer dog til at knokle i længere tid end først antaget, da spillets udgivelse nu meldes udskudt til 2022.

Det skete i et opslag på Twitter:

Dette er muligvis den korteste version af en forsinkelseshistorie jeg nogensinde har set. Normalt er udviklere ikke blege for at smøre tykt på, når der skal annonceres forsinkelser og udskydelser. Beskeder som disse har for vane at være marineret i floskler som “vi forstår at det er frustrerende”, “vi har ikke gjort det godt nok” eller “de sidste par måneder har været svære”. Jeg vil ikke påstå at det aldrig er dette der er tilfældet, men for en gangs skyld er det faktisk rart, at beskeden er kort og kontant, uden en pathosfyldt leflen efter sympati.

Gotham Knights blev annonceret under DC Fandome i august sidste år med nedenstående World Premiere trailer:

Gotham Knights udvikles som sagt af WB Games Montreal, der tidligere stod for det noget oversete og underpræsterende Batman: Arkham Origins. Dette var også det første spil i Arkham-serien, som ikke var udviklet af Londonbaserede Rocksteady Studios.

Rocksteadys næste projekt er dog også i DC Comic-universet. De er i fuld færd med at udvikle Suicide Squad: Kill the Justice League. Dette spil blev annonceret i samme forbindelse som Gotham Knights, altså ved DC Fandome. Reveal-traileren for Suicide Squad er dog væsentligt mere løssluppen, end den noget stramme facade som “heltene” i Gotham Knights præsenterede.

For god ordens skyld, kan du også lige se den trailer herunder:

Både Gotham Knights og Suicide Squad: Kill the Justice League er altså nu sat til udgivelse i 2022.