Gears of War 3 kan nu spilles på PlayStation 3 – bare ikke din

Jeg tror med stor sikkerhed jeg kan sige, at denne artikels overskrift er den mest akavede jeg får skrevet i denne uge. Gears of War 3 var eksklusiv til Xbox 360, da det blev udgivet tilbage i 2011, og det var aldrig hensigten at spillet skulle udgives på den konkurrerende PlayStation 3.

Sidste år dukkede der dog en besynderlig version af Gears of War 3 op, som på nærmest blasfemisk vis alligevel blev afviklet på netop PlayStation 3. Kotaku undersøgte sagen nærmere, og fandt ud af, at Epic havde skabt denne version i 2011, udelukkende for at teste Unreal Engine på Sonys daværende spillekonsol – altså uden intentioner om en egentlig udgivelse på den platform.

Det er nu ti år siden den version blev udviklet, og i den anledning har Twitterbrugeren PixelButts sluppet denne version løs på Archives.org:

Det er dog værd at bemærke, at din personlige PlayStation 3 ikke kan afvikle spillet. Det kræver derimod en såkaldt PS3 devkit, som er den hardware spiludviklere har adgang til. Den slags devkit besidder flere ram, som altså er nødvendige for at kunne køre spillet.

Selvom Gears of War 3 altså ikke er sådan “ægte” tilgængeligt for PlayStation 3-ejere, så er det alligevel spøjst at se, når en konsoleksklusiv titel pludselig dukker op på modstanderens banehalvdel.