Games With Gold i juni har igen et undervældende udvalg

Games with Gold til Xbox har det med at annoncere sit spiludvalg nogenlunde samtidigt med PlayStation Plus’ ditto. Juni er bestemt ingen undtagelse, og ligesom det har været tilfældet tidligere, er det ikke en imponerende samling der tilbydes i denne omgang.

Den 1. juni kan Games With Gold-abonnenter downloade The King’s Bird og NeoGeo Battle Coliseum, og jeg indrømmer ærligt, at jeg ikke er bekendt med en eneste af de to titler. Hvis du til gengæld er pjattet med at udforske ukendte titler, så kan man vel i nogen grad betragte det som positivt.

En anelse, men ikke meget, sjovere ser det ud fra den 16. juni, hvor Shadows: Awakening og Injustice: Gods Among Us finder vej til samme tjeneste.

Spillene er tilgængelige i meget spredte perioder, hvor NeoGeo kan hentes indtil den 15. juni, The King’s Bird og Injustice indtil den 30. juni, og Shadows bliver liggende frem til den 15. juli.

Xbox har altså problemer med at holde Games With Gold-tjenesten relevant, og det er mig et mysterie, hvorfor den enten ikke er blevet helt afviklet, eller at der sigtes lidt højere med de udvalgte titler.