Framerate eller grafik: konsollernes umulige valg

Der er så mange spil der praler af at give spillere valgmuligheder. Særligt rollespil har en tendens til at smide antallet af mulige historieafslutninger på bagsiden af æsken. Det kan være moralske valg, der bestemmer udfaldet af en given historie. Det kan være at vælge hvilken af to figurer der må lade livet. Nogle gange kan man vælge om man vil have en våbenmodifikation frem for den anden. Under en hvilken som helst gennemspilning er man dog nødt til at holde sig til valget, og bevidne konsekvenserne af den håbløse beslutning man har truffet.

Der er dog ingen valg i spil, der har pirret min tvivl, i så høj grad som de nye konsoller i sig selv har formået. Adskillige spil bliver udgivet i dag, med muligheden for at vælge mellem to forskellige måder at spille på. Kært barn har mange navne, men i denne klumme vil jeg omtale dem som performance mode og visual mode.

I Spider-Man: Miles Morales kan man vælge mellem to modes: performance og fidelity.

Performance handler om at afvikle spillet med 60 billeder i sekundet. Dette giver en langt mere flydende spiloplevelse, som automatisk gør at ens controller-inputs virker mere responsive, samt ens reaktionsevne får langt bedre kår for at reagere på en pludselig hændelse.

Visual handler om at tænde for så mange grafiske effekter som overhovedet muligt. Der skal være ray tracing, 4K-opløsning, detaljerede skygger, realistisk tåge, troværdige spejlreflekser, mulighed for at tælle øjenvipperne på en myre, og alt hvad de grafiske designere ellers har kunne proppe ind i det visuelle design.

Begge alternativer er lækre. Mit problem er, at jeg ikke kan vælge. Jeg vil afsindigt gerne have den flydende spiloplevelse, som PC-gamere har blæret sig med i flere årtier. Jeg vil også gerne have den grafiske overlegenhed, som udviklerne har kræset for at visualisere, og som PC-gamere har *suk* blæret sig med i flere årtier …

“Så køb dig dog en PC, Christian”, tænker du måske. Og det er et godt argument. Virkelig!

Mit argument er derimod, at når jeg køber et spil til en konsol, så vil jeg kunne trykke på start-knappen, og blive ført direkte til den oplevelse, som udvikleren har tænkt sig jeg skal have. Ja, jeg kigger da altid forbi options-menuen, for lige at se om underteksterne er som jeg kan lide dem, om der lige skal skrues op for lysstyrken (det skal der altid) og om knappernes funktioner er indstillet efter min smag.

Når spillet så er i gang, vil jeg til gengæld gerne have, at det produkt jeg kaster mig over, er det intenderede best case scenario. Hvis et spil er bragende flot, men afvikles med 30 billeder i sekundet, så har jeg tillid til, at udvikleren har vurderet at dette er den bedste måde at retfærdiggøre formidlingen på. Accelererer det til gengæld af sted med 60 billeder i sekundet, til fordel for en kæbetabende 4K-opløsning, så antager jeg udvikleren har optimeret spillet til det formål.

Jeg spiller på konsol, fordi jeg ikke vil have de muligheder en PC tilbyder. Jeg vil have et spil der virker, og jeg vil have den bedste version, som min PlayStation 5 eller Xbox Series X kan håndtere.

Når muligheden har budt sig, har jeg per refleks valgt en performance mode. Den glidende følelse af 60 billeder i sekundet, er virkelig svær at undvære, når først man har vænnet sig til den. Det betyder til gengæld også, at jeg går glip af de helt store armbevægelser, når der spilles med de grafiske muskler. Jeg vil gerne se Spider-Mans spejlbillede i New Yorks skyskrabere. Jeg vil også gerne se Jesse Fadens overnaturlige kræfter komme til sin eksplosive ret. Jeg vil gerne kunne ane en fjendtlig silhouet i tågen, i stedet for klokkeklart at kunne se, hvor skarpe tænder der er ved at løbe mod mig.

Remedys Control er et af de spil på markedet der udnytter Ray Tracing-teknikken aller bedst – men det har sin pris.

“Valgmuligheder er altid godt”, vil nogen sikkert også mene. Jeg er selv tilbøjelig til at slynge sådan en sætning ud i tide og utide. At sådan en sætning eksisterer, løser dog ikke mit luksusproblem.

Jeg har det som om jeg skal vælge mellem en fuldfed bearnaise eller cremet svampesauce til min bøf. Det optimale ville selvfølgelig være at blande saucerne sammen (ik’?), men i sidste ende vil jeg gerne vide hvad kokken anbefaler. Det er nemlig to vidt forskellige oplevelser, som har hver sine kvaliteter.

Det tyder på jeg må vente yderligere en konsolgeneration, før jeg slipper for at skulle træffe så livsomfattende beslutninger. Eller også skal jeg bare få investeret i en PC.

Jeg har åbnet for diskussionen i vores forum, hvor du meget gerne må give dit besyv med. Spiller du på en PC, som snildt håndterer både framerate og grafik, er du naturligvis også velkommen til at byde ind