FPS Boost tilføjet til over 70 spil på Xbox Series-konsoller

Det har været lidt sparsomt med spil, som har nydt godt af FPS Boost på Xbox Series X og S. Nu er der dog kommet fart over feltet, da mere end 70 titler netop er blevet tilføjet til listen over spil, som nu kan afvikles med en endnu højere framerate, end hvad der tidligere har været tilfældet.

Blandt de nye tilføjelser finder man blandt andet adskillige udgivelser fra spilserier som Assassin’s Creed, Far Cry, LEGO, Life is Strange, Titanfall og Tomb Raider. Blandt enkelte udgivelser er der stærke markeringer i form af Deus Ex: Mankind Divided, Dragon Age: Inquisition, Dying Light, Sleeping Dogs, Sniper Elite 4, Wasteland 3 og Yakuza 6.

FPS Boost er en funktion, som lader Xbox Series X og S optimere afviklingen af ældre spil, så de kan spilles med en højere framerate, altså flere billeder i sekundet. Tommelfingerreglen er, at hvis et spil kunne afvikles med 30 billeder i sekundet på en Xbox One, så er 60 billeder i sekundet den nye standard på en Series X eller S. Nogle spil formår endda at nå helt op på 120 billeder i sekundet, men dette kræver naturligvis en skærm, som understøtter dette.

Microsoft og deres Xbox Series-konsoller lader i hvert til at have fokus på ældre titler, og puste nyt liv i dem. For dem som måske endnu har et par spil i bagkataloget, som de endnu ikke har fået spillet, så er det kun en god ting, at man nu kan få en endnu mere glidende oplevelse, såfremt man starter dem op på en ny Xbox.

Den samlede liste over spil som nu modtager kærlighed via FPS Boost kan se ovre på Major Nelsons blog.