For $900 kan du få en 1:1 buste af en Licker fra Resident Evil 2

Er du fan af horror-spil og mangler du noget opsigtsvækkende “pynt” i hjemmet? Capcom og Purearts.com har netop annonceret et opsigtsvækkende stykke merchandise, som måske bliver lidt svær at forklare overfor sin livsledsager/mor/Tinder-date.

Der er tale om en 1:1 buste af The Licker fra Resident Evil 2; et hæsligt og frygtindgydende væsen, som er lige så svær at holde øjnene på, som den er at stikke af fra. Sylespidse tænder, en knivskarp tunge, drabelige kløer og en sult efter menneskekød… ja, hvem vil dog ikke gerne udstille sådan en ved siden af natlampen?

Busten er skabt i forbindelse med Resident Evil-seriens 25 års jubilæum. Der laves sølle 100 eksemplarer, den koster $899 og kan leveres i fjerde kvartal af 2021. Purearts rammer heller ikke helt ved siden af, med denne beskrivelse af The Licker:

“Lickers are one of the most disturbing creatures you can ever imagine encountering.”

Nåh ja. Hvis du spiller Resident Evil 2, enten originalen eller det nylige remake, kan du altså støde på LickerS… i flertal!

Er der noget for dig?