Figurerne i Biomutant er stadig nuttede selvom de slår fra sig

Jeg kan slet ikke stå for det visuelle design i Biomutant fra svenske Experiment 101. Figurerne er simpelthen så bedårende, og med de farverige og naturskønne områder man kan udforske, er der så mange appellerende aspekter ved det spil. Selv når de behårede bæster deler håndmadder ud, har jeg stadig lyst til at kramme og ae dem, mens jeg udbryder et “NÅÅÅRH!!!”.

Sådan har det været siden jeg første gang blev opmærksom på spillet. Den nye Combat Trailer formår ikke at ændre på det perspektiv:

Jeg kan næsten lugte kattebakken der skal tømmes, efter at have set den trailer.

Lige så spændt jeg er på spillet, lige så ærgerlig blev jeg dog over den lille besked, som man finder hvis man følger linket til YouTube-videoen:

“Pre-order now & get the Mercenary class DLC, a unique combination of perks, in addition to the full game. For digital and Collector’s Edition pre-orders only.”

Vil man spille denne Mercenary Class, kræver det altså at man forudbestiller spillet. Jeg vil lige byde ind med et andet forslag: lad være!

Lige så nysgerrig jeg er på Biomutant, lige så skeptisk minder jeg også mig selv om at jeg bør være. Jeg har endnu ikke haft spillet mellem hænderne, så jeg synes det er ret vovet at skulle smide penge efter spillet allerede, når ingen har en jordisk chance for at vide, om det ender med at blive pengende værd.

I den forbindelse får jeg lyst til at dele en klumme fra Kotaku, som er over otte år gammel. Klummen har titlen Stop Preordering Video Games. Den blev skrevet dengang forudbestillinger var på vej til at blive normen, men den er lige så relevant i dag, som den var dengang. Det er næppe sidste gang jeg deler den artikel.

Når det så er sagt, så udkommer Biomutant den 25. maj til Xbox One, PlayStation 4 og PC.