Fem Need for Speed-titler fjernes fra digitale salgshylder

Ikke alle spil lever evigt. Nogle gange er der endda også spil, som i en eller anden form kan betragtes som “døde”. Det er i hvert fald nu tilfældet for intet mindre end fem Need for Speed-spil.

Fra og med i dag, er det nemlig ikke længere muligt at købe digitale versioner af Need for Speed-spil med undertitlerne Carbon, Undercover, Shift, Shift 2: Unleashed og The Run. Dertil er spillenes “in-game store” også lukket ned, så det er derfor ikke muligt at købe bildele, valuta og hvad der ellers har været tilgængeligt fra disse kanaler. Spillenes online-funktionaliteter forbliver dog online til og med den 31. august 2021.

Spillene vil stadig kunne afvikles efter denne dato, men altså udelukkende i offline-format.

Udmeldingen kom på Need for Speed’s subreddit, hvor community manager Max Myrus fortæller, at spillerbasen simpelthen ikke er stor nok, til at det kan svare sig at holde spillene i live længere:

“[…] the number of players has come to a point where it’s no longer feasible to continue the work behind the scenes […]”.

I stedet vil Electronic Arts hellere kigge mod fremtidens Need for Speed-titler, og fokusere på de spil i serien, som endnu har en aktiv brugerbase.

Jeg har selv et par enkelte Need for Speed-udgivelser i mit bælte, men pudsigt nok har jeg aldrig rørt nogle af dem der er nævnt herover. Det kommer jeg så åbenbart heller ikke nogensinde til.