Fall Guys Sæson 4 skydes i gang med neonfarvet trailer

Fall Guys sigter efter stjernerne. Det er faktisk ganske bogstaveligt, når man ser på temaet for spillets fjerde sæson, som netop er skudt i gang. Med futuristiske 80’er-inspirerede kostumer, ændringer i tyngdekraften, syv nye baner og mulighed for at vinde trofæer som et hold, forsøger Fall Guys virkelig at holde dampen oppe.

Den største ændring, som jeg er sikker på mange har set frem til, er lanceringen af “Crown Shards”. Samler man 60 af disse under sin gennemspilning, kan de samles til en hel Crown, som altså er hvad man skal bruge, for at købe de eksklusive kosmetiske kostumer. Det er ved at være noget tid siden jeg sidst har spillet Fall Guys, men Crown Shards lyder som det helt rigtige, til dem der ærgrer sig over aldrig at stå som den sidste overlevende.

Du kan læse alle patch notes på Fall Guys’ subreddit, og få et indblik i kaoset i nedenstående trailer:

Fall Guys bør ikke forsvinde fra bevidstheden lige foreløbig. Det har Epic Games i hvert fald tillid til, eftersom de har taget spillets udvikler, Mediatonic, under vingen. Dette kunne vi berette tidligere på måneden.