Epic kæmpede en brav kamp for at tilbyde Fortnite crossplay på PlayStation

Mens gamere kunne spille Fortnite på tværs af Xbox og Nintendo-konsoller, havde PlayStation ingen intentioner om at crashe den fest. Nogle yderst hemmelige dokumenter er kommet op til overfladen, som viser en e-mailkorrespondance mellem Epic og Sony. I mailen kan man læse hvordan Epics Joe Kreiner nærmest trygler Sony om at åbne for muligheden for crossplay i Fortnite.

Det er næsten tåkrummende læsning, men ikke desto mindre interessant at se, hvordan gigantiske firmaer agerer, når det handler om tallene på bundlinjen. Se bare herunder:

Der var altså lagt i ovnen til et yderst gunstigt udfald for Sony, hvor Epic ville gøre alt hvad de kunne, for at få konsolproducenten til at fremstå som “helte”. Særlige aftaler omkring preæsentationer under E3-messen, dedikation til fremtidige Virtual Reality-titler og eksklusive figurer til PlayStation Plus-medlemmer.

Sony bed dog ikke på, før der kom reelle tal på tale – tal som de efterfølgende selv smed på bordet. De endte med at finde en løsning, hvor Epic skulle betale til Sony hver måned, for at gøre brug af crossplay-funktionerne, hvilket ikke er tilfældet for aftalen med hverken Microsoft eller Nintendo på deres respektive konsoller.

Der er en fyldestgørende opsamling på hele forløbet hos The Verge, og for dem som interesserer sig for insider-viden, er det afsindigt spændende læsning.