En hyldest til puzzlegenren

Der er nogle genrer som appellerer mere til et mainstream-publikum end andre, og det faktum er ikke reserveret til musik- og filmindustrien. Hvor rockmusik og actionfilm kan læne sig op ad first person shooters, kan klassiske koncerter og film om orker og elvere nemt sidestilles med de store rollespilsudgivelser.

Man skal dog tænke en anelse mere abstrakt, når man kigger på puzzle som spilgenre. Personligt sætter jeg spil af den type i kategori med improvisationsjazz og, af mangel på et bedre udtryk, “kunstfilm”. Det er bestemt ikke for alle, men der gemmer sig nogle sande guldklumper i udvalget, som man nødigt må forbigå.

Valves Portal skabte røre ved sin udgivelse i 2007, med sin nærmest upromoverede inkludering i “The Orange Box” som også indeholdt Team Fortress 2 og og Half-Life 2: Episode Two; to titler som bestemt ikke behøver yderligere præsentation.

Med originalt gameplay og en humoristisk tone, på et niveau som gamingmediet ikke helt havde prøvet kræfter med før, formåede Portal at skabe international hæder blandt både anmeldere og gamere. Puzzle-genren havde ikke set lignende popularitet siden Tetris, og efterfølgeren Portal 2 fra 2011 tog hele præmissen fra første spil og smed en håndfuld gær i grunddejen. Ikke overraskende blev dette spil også en bragende succes.

Efter min ydmyge mening, er Portal det tætteste man kommer på “det perfekte puzzle-spil”.

At kalde puzzle-spil for en del af mainstream-gaming, er dog stadig at skyde over målet. Spil i den genre kommer sjældent eller aldrig i nærheden af salgstallene for det seneste Call of Duty eller FIFA, for slet ikke at snakke om de astronomiske salgstal vi ser hos f.eks. Grand Theft Auto V. At sidestille populariteten med eksklusive onlineoplevelser som Fortnite eller World of Warcraft… ja, den sætning er ikke engang værd at afslutte. Samtlige nævnte spil indeholder elementer af kamp og/eller action, og forlanger derfor taktiske overvejelser, hurtige reflekser eller samarbejde – eller en kombination af de tre. Disse spil kan byde på adskillige former for nederlag, for eksempel når modstanderen scorer et mål, hvis man falder i et bagholdsangreb eller

Puzzlespils pendant til et nederlag er mere i retning af “uopnået læring”. Du kan ikke komme forbi den forestående udfordring, fordi din hjerne ikke har viklet sig rundt om løsningen endnu. At nå frem til løsningen kræver tålmodighed, nysgerrighed og vedhold – IKKE et velplaceret headshot.

Der er adskillige spil, som netop omfavner ovenstående præmis. En af mine personlige favoritter fra moderne tid, er The Witness fra 2016. Hvad The Witness gør, som få andre spil formår med samme elegance, er at lære spilleren hvordan de forskellige labyrintpaneleer skal løses, uden et eneste ord i hverken lyd- eller tekstform. Man bliver blot præsenteret for en labyrint, hvor man skal finde vej fra A til B, og forskellige symboler i labyrinten indikerer så hvilke retninger der er tilladt og hvilke der ikke er. Mange af labyrinterne har mere end en løsning – det er som sagt blot et spørgsmål om at forstå reglerne.

Gåderne i The Witness bliver gradvist sværere, men man lærer helt selv hvordan de skal løses.

The Talos Principle fra 2014, læner sig mere op af Portal end førnævnte The Witness. Humoren er skiftet ud med filosofiske spørgsmål om hvad et menneske egentlig er, men har stadig et narrativ, en antagonist og aflukkede områder der skal gennemføres uafhængigt af hinanden. Ligesom med The Witness bliver det i The Talos Principle ikke udpenslet hvad man skal, men de opgaver man bliver stillet overfor, formår alligevel at forklare hvad der forventes af spilleren.

Et af de seneste puzzle-spil jeg har haft fornøjelsen af, er 2018’s Return of the Obra Dinn fra udvikleren af Pepers, Please. En båd er på mystisk vis dukket op adskillige år efter den forsvandt, og via et besynderligt lommeur, som kan vise det eksakte øjeblik et menneske lader livet, skal man finde ud af hvad der er blevet af samtlige 60 passagerer, som enten er døde eller helt forsvundet. Spillet kræver et par logiske krumspring, men med en lille sans for deduktion og en målfast opmærksomhed, er det langt fra en umulig opgave.

Return of the Obra Dinn har en unik grafisk stil, men det er udforskningen af hændelserne på båden, som virkelig vækker opsigt.

Platform-genren har også omfavnet puzzle-mekanikker med stor succes. Thomas Was Alone, Braid og Fez er blandt nogle af de mest kreative og underholdende bud på genren, og det vil heller ikke være fair at Limbo og Inside fra danske Playdead Games være unævnt i en artikel som denne.

Ovennævnte spil er alle designet som single player-oplevelser, men forløbet løftes betragteligt, når man allierer sig med en eller flere interesserede til at gennemgå strabadserne. Spillene har så mange skjulte detaljer, at det er nemt at overse selv de mest åbenlyse åbenbaringer, og et ekstra sæt øjne kan derfor være uvurderligt. Hvor andre couch co-op-spil kan indbyde til en festlig aften, eventuelt med et par alkoholfyldige genstande, så er puzzle-genren bedre tjent med et behersket glas rødvin, mens man i samlet flok forsøger at forbinde de løse ender.

Puzzles går ingen steder lige forløbig, og det er jeg virkelig glad for. Spil i den genre er det perfekte afbræk fra de gængse action-titler, som i høj grad præger gamingmediet på et mainstream-niveau. Når man har haft en uge med pop og rock fra sin yndlingsradiostation, så er der noget befriende ved at skifte over til jazz-kanalen for at udvide sine horisonter, for at opdage hvordan andre kunstnere kan skabe noget anderledes, med mange af de samme værktøjer som de store stjerner har fået succes med.

Puzzle-genren gør det samme, og derfor har den fortjent denne hyldest.