EA Play Live 21 afvikles først en måned efter E3

Det er en del år siden Electronic Arts sidst har været med under E3-messen. De valgte at finde en anden måned at promovere og fejre deres spiltitler, i form af deres selvskabte EA Play Live-event, som indtil videre har haft for vane at blive afviklet umiddelbart før E3-messen i Los Angeles har åbnet dørene.

I år er der dog andre boller på suppen, da EA Play Live vil finde sted mere end en måned efter E3. Den fastsatte dato er den 22. juli (tak til GI.biz), hvilket må siges at være noget af en distancering fra den vante tidsramme.

Det vides endnu ikke hvad Electronic Arts vil præsentere under EA Play Live. Det er dog nok fair at forvente opdateringer vedrørende deres store sportstitler, og så er en præsentation af det næste Battlefield nok heller ikke et dårligt bud. Sidstnævnte forventes officielt afsløret i næste måned, men mon ikke der bliver tale om en teaser, med et løfte om en fuldbyrdig gameplaypræsentation under EA Play Live.

Ovenstående tweet fra den officielle Battlefield-Twitterkonto, synes i hvert fald at juni er værd at nævne. Jeg ved ikke helt hvor meget jeg synes at “soon” og “boom” rimer, men budskabet er nok alligevel ikke til at tage fejl af.