E3 melder klar til all-virtual event i juni

Sidste år måtte den storstilede E3-event i Los Angeles aflyses grundet coronapandemiens altoverskyggende udbredelse. Nogle udgivere valgte da i stedet at afholde sine egne præsentationer udenom messens intenderede online-rammer. E3 var altså tilstede i 2020, men på yderst amputerede præmisser.

E3 er dog klar til at tage revanche i 2021, og datoerne for begivenheden er nu fastlagt. Fra den 12. til 15. juni vil en online og virtuel udgave af messen løbe af stablen. Selvom det i denne omgang bliver en online-event, så bliver der angiveligt rigeligt med indhold til de hungrende gamere.

“With live press conferences and a four-day long video stream, E3 2021’s virtual format gives you unprecedented access to the premier video game industry event.”

I den officielle udmelding fra arrangøren, the Entertainment Software Association, meldes et ganske solidt udvalg af spilfirmaer klar til at feje benene væk under os. Vi kan blandt andet forvente indhold fra Nintendo, Xbox, Capcom, Konami, Ubisoft, Take-Two Interactive, Warner Bros. Games og Koch Media.

PlayStation og Electronic Arts er atter bemærkelsesværdigt fraværende. De sidste par år har disse to firmaer gået sine egne veje, for at kunne præsentere deres kommende udgivelser, i nogle rammer de har vurderet mere passende end hvad E3 tilbyder.

Jeg har selv for vane at alliere mig med energidrikke og en skammelig mængde slagterbolcher, til at holde mig vågen under de sædvanlige sene præsentationer fra nogle af de store udgiverfirmaer. Det må dog forventes at posen er blevet rystet godt og grundigt i år, så det er slet ikke sikkert den usunde adfærd bliver nødvendig denne gang.

Her på Bird of Play ser vi frem til at bringe de vigtigste nyheder fra messen.

Tagged with: